Temp-Team samler tøj ind til ukrainske flygtninge

Måske har I lagt mærke til at der igen er aktivitet i den tomme butik på Vesterbrogade.

Her havde ALT rejser til huse i en årrække, og senest i efteråret 2021, hvor vi havde lejet lokalet midlertidigt ud til et lille performanceteater.

I mellemtiden har der været nedrivning i lokalerne, hvor alle vægge, lofter og installationer er fjernet, således det nu fremstår som ét råt lokale.

Vi har haft en god interesse for butikken, og flere interessante koncepter er p.t. mulige. Fra den rå stand som lokalet er i dag, til det bliver en færdig butik, er der dog et stykke vej.

Derfor var vi hurtige til at tilbyde Temp-Team, at de kunne låne butikken på Vesterbrogade, da de for nyligt var på udkig efter et sted til deres tøjindsamling til ukrainere i København.

Vi er glade for at kunne hjælpe og håber at det vil kunne være til gavn for alle, der færdes i BUEN, at der kommer lidt aktivitet i lokalerne.

Selv skriver Temp-Team om deres initiativ:

”Vi har oprettet en tøjindsamling til trængte ukrainere, der er kommet til Danmark uden tøj, sko og anden bagage. Ejendommen Buen har været yderst behjælpelig og stillet et lokale til projektet til rådighed lige over for Hovedbanegården – midt mellem IBagel og Steno Apotek. Her vil ukrainere kunne komme forbi og helt gratis hente tøj, sko, legetøj og bleer – og samtidig vil vi tage en snak med dem om deres muligheder for at komme ind på det danske jobmarked, så de på sigt kan forsørge sig selv og skabe en tilværelse i Danmark, indtil de kan vende tilbage til deres liv i Ukraine.

Hvis I har donationer af tøj, sko, legetøj eller bleer, er I meget velkomne til at aflevere det i lokalet mandage og torsdage mellem 10.00-11.00.”

Mia Hjortsberg – projektleder for indsamlingen