Da Contra efter en lang lejeperiode, ultimo 2020 fraflyttede et større areal i selve buen hen over Vester Farimagsgade, igangsatte vi i foråret 2021 en større ombygning af lejemålet. Det kom til at stå klar med ny moderne storrumsindretning, glasvægge og bambusgulve til overtagelse i sommer.
Desværre spændte interne omstruktureringer hos den lejer vi havde indgået aftale med, ben for at de kunne komme til at flytte ind i lokalerne som planlagt.
Dette har her i efteråret betydet en stor indsats for at finde en ny lejer til lokalerne – Det er jo trods alt sjovest, når der er nogen der får glæde af de arbejder man laver. Helt grundlæggende, så ser vi det som et stort plus at der er liv i vores ejendom. Det er jo oprindeligt det, den er bygget til. Vi kan nu konstatere at vi må have lavet nogle flotte lokaler, for der har været rift om dem.
Vi kan derfor allerede her i december videregive nøglerne til lejemålet til DGI Storkøbenhavn. DGI kommer til at dele lokalerne med Pan Idræt og International Sport and Culture Association.
Vi har mødt højt humør, stor professionalisme og god beslutningskraft hos DGI. Selv skriver de om deres kommende indflytning og naboskab her i BUEN:
”Hej med jer!
Vi fra DGI Storkøbenhavn glæder os til at blive en del af jeres fællesskab i Buen. Vi er 65+ ansatte, som hver især er specialister inden for en eller flere idrætter, foreningsrådgivning, projektstyring, kommunikation eller administration. Vi arbejder hver dag med og for at udvikle de storkøbenhavnske idrætsforeninger, så flere kan opleve glæden og trivslen ved at være i et aktivt foreningsfællesskab. Vi er selv vældigt glade for bevægelse og sociale arrangementer, og vi er en uformel, uhøjtidelig og levende ja-hats-arbejdsplads.”
Ejendomskontoret
Vesterbrogade 6D, 5.sal
1620 - København V