Som nævnt i tidligere nyhedsbreve, så har vi gennem noget tid været i gang med ombygning af 1. salen på Vester Farimagsgade 2 og 6. Det har været en omfattende opgave at ændre etagens 1.000 m2, der indtil marts 2020 var i brug som mindre kontorenheder.
Herefter tog vi fat i projektet og der har nu været lagt mange timers arbejde med at klargøre to store kontormiljøer på hver 500 m2. Dette har givet os mulighed for at tiltrække nye interessante virksomheder til BUEN.
Pr. 1. februar 2021, kan vi byde første lejer velkommen på etagen, og I kan alle glæde jer til flere nye naboer.
Kære nye naboer
Vi, B-eye Solutions, flytter ind i bygningen pr. 1. februar 2021, og vi glæder os til at have vores daglige gang i BUEN.
Vi ser måske ikke ud af meget ved første øjekast, men lad ikke det umiddelbare narre; vi er mere polstrede end som så. Inklusiv de 14 nye ansigter, I vil møde i forbifarten, rummer B-EYE-familien 70+ ildsjæle fordelt på kontorer i Sverige, Indien, Singapore, Dubai og Filippinerne.
Når vi opholder os i BUEN vil vi være beskæftigede med at hjælpe vores kunder. Vi er CFO’ens bedste ven og leverer services og løsninger indenfor Performance Management, Business Intelligence og ERP. Derfor har vores kompetente medarbejdere ekspertise indenfor finans- og IT-verdenen. Til at holde styr på alle os, har vi naturligvis også Back Office personale, der binder det hele sammen.
Vi glæder os til at møde jer på gangene og fællesområderne, og vi er altid til rådighed for en kop kaffe og en uddybning af, hvem vi er, skulle I være nysgerrige ud over vores korte præsentation her.
De bedste hilsner, og på vegne af Team B-EYE,
Lars Ring og Jesper Kamstrup
Ejendomskontoret
Vesterbrogade 6D, 5.sal
1620 - København V