Buens historie

I 1946 blev grundene, der senere skulle huse Ejendommen Buen, solgt af Københavns Kommune til et konsortium, der forpligtede sig til at udarbejde en bebyggelsesplan for arealet samt påbegynde projekteringen og opførelsens af bebyggelsen.

Buen blev opført i 1950’erne som en erhvervsejendom med butikker og kontorer – præcis som vi kender ejendommen den dag i dag.

For arkitekterne bag byggeriet, Ib Lunding, Thorvald Dreyer, Ole Hagen og Allan Christiansen, var en lang række overvejelser omkring udformningen af bebyggelsen.

Udformningen af byggeriet

Da tegningerne til Buen i sin tid blev udformet var det med en formodning om, at graven foran Københavns Hovedbanegård inden for nærmere fremtid ville blive overdækket. Derfor havde arkitekterne bag projektet et ønske om at bebyggelsen skulle have en rundet facade, som en slags halvmåne, ud mod det der senere skulle være en banegårdsplads, således at bebyggelsen kunne have en afrundende og samlende effekt på pladsen.

Denne bebyggelsesplan blev dog aldrig godkendt og i stedet fik bygningerne en helt almindelig lige facade, som vi kender den i dag.

Dette var dog ikke det eneste hensyn arkitekterne ønskede at tage til bybilledet. De ønskede også at tage hensyn til Frihedsstøtten, der er det flotte monument, der står på Vesterbrogade overfor Hovedbanegården, og det er en af grundene til at bygningen foran monumentet er lav, således at den ikke dækker for Frihedsstøtten.

Buen huser erhvervslejemål. Se ledige erhvervslejemål her.

Har du nogle spørgsmål?
Skriv til os