Flere nye lejere flytter ind i Buen

Det er så dejligt, når tomme lokaler finder nyt liv. Dette gælder både på kontorgangene og på gadeplan. Tomme butiksfacader springer dog meget i øjnene, og derfor er det rigtig dejligt at melde om stor aktivitet i butikkerne. Der er aktuelt godkendt en række afståelser fra os, så disse vil blive synlige i løbet af de næste måneder.

Ny bogcafé åbner på Vester Farimagsgade 6

Vi kan glæde os til et uhøjtideligt sted, hvor det er tilladt at bladre i bøgerne, og hvor man har lyst til at sætte sig med en god kop kaffe. Der kommer også arrangementer som udgivelsesreceptioner og højtlæsninger. Caféen laves i samarbejde med Gladiator, et entreprenant forlag, der også driver forfatterskoler i blandt andet København og Århus og på Island og Sardinien.

Caféen drives af Rie Holdum, der er uddannet journalist og tidligere har haft kaffebaren “Kongehuset” på Gammel Kongevej.

“Vi glæder os så meget til at rykke ind i Buen. Det er et helt specielt sted i København, kendt for både rejsebureauerne, mælkereklamen og nyere steder som Spaghetteria og Pho Hanoi” 

Rie tilbyder en opstartsrabat på 10% på mad og drikkevarer i januar, februar og marts 2021, til alle nabolejere i BUEN.